Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Anti-mobbe strategi

Antimobbestrategi for Margretheskolen

 

 

Mål med vores antimobbestrategi

 

  • Vi vil opnå gode fællesskaber, høj tolerance i forhold til forskelligheder, skabe et trygt miljø, gensidig respekt, fælles forståelse og handlekompetence.
  • Vi vil opnå, at elever, forældre og personale er bekendt med, hvordan vi som skole forebygger og handler i forbindelse med mobning.
  • Vi vil opnå, at alle både personale, forældre og elever arbejder positivt sammen for et godt og trygt miljø for alle på Margretheskolen.

 

 

Definition af mobning

 

Mobning sker, når et menneske udstødes af en gruppe, f.eks. et skolebarn der udelukkes af et klassefællesskab. Det kan foregå i det daglige samvær såvel som på de digitale medier.

Mobning kan vise sig ved direkte forfølgelse, f.eks. hvis barnet eller den unge gentagne gange oplever at blive slået, kaldt grimme ting, får ødelagt sine ting, bliver truet eller latterliggjort.

Mobning kan også komme indirekte til udtryk ved en mere tavs og skjult udelukkelse. Feks. hvis barnet oplever, at kammeraterne går, når man kommer, at der bliver hvisket om en, vendt øjne af en eller hvis ingen liker ens opslag på de sociale medier.

 

 

Mulige årsager til mobning

 

Mobning kan være en gruppes måde at skabe et fællesskab på, når det ikke lykkes at samles i fællesskaber om andre emner/aktiviteter. Mobning kan ses som et tegn på, at det er blevet socialt accepteret, at en eller flere personer er mindre værd end andre.

Uanset hvordan mobningen foregår, kan årsagen derfor ikke udelukkende tillægges enkelte personer, men handler om hvordan gruppen har det som helhed. Derfor hjælper det sjældent at fjerne hverken mobber eller offer fra gruppen, da andre efterfølgende vil indtage rollerne. Det handler om at arbejde med fællesskab og accept i gruppen.

 

Sådan forebygger vi mobning sammen

 

Indsats på skolebestyrelsesniveau

 

  • Ansvarlig for Antimobbestrategien.
  • Bidrager til opfølgning på Antimobbestrategi på forældremøder.
  • Reviderer hvert år antimobbestrategien.

 

Indsats på skoleniveau

 

  • Alle voksne er rollemodeller for alle børn på Margretheskolen såvel i den fysiske som digitale verden.
  • Fokus på rød tråd i overgange; daginst.til maj tilbud, maj tilbud til 0.kl., 0.kl. til øvrige indskolingsklasser, indskoling til mellemtrin, mellemtrin til udskoling, udskoling til ungdomsuddannelse samt i løbet af dagen mellem morgentilbud og skole og senere på dagen mellem skole og henholdsvis SFO og klub.
  • Forpligtende samarbejde mellem pædagoger og lærere omkring trivsel og konflikthåndtering.
  • Fokus på god kultur omkring anvendelse af digitale medier.
  • Fælles arrangementer for hele skolen på tværs af alder og klasser; sommerfest, forårskoncert, tværsuger og fælles samlinger.
  • Legepatrulje, hvor skolens ældste elever sætter frikvartersaktiviteter i gang for skolens yngste elever.
  • Opfølgning på national trivselsmåling.
  • Prioritering af inklusionsmedarbejdere med fokus på elevernes trivsel.

 

Indsats på klasse/årgangsniveau

 

  • Jævnlige klassemøder med fokus på klassens trivsel.
  • Udarbejdelse af klasseregler og løbende opfølgning på samme.
  • Samarbejde på årgangen om sociale og faglige tiltag.
  • Opfølgning på national trivselsmåling.
  • Fokus på digital dannelse i indskoling; Adfærd i forhold til billeder på nettet
  • Fokus på digital dannelse på mellemtrin; Adfærd på sociale medier
  • Fokus på digital dannelse i udskoling; Grænser i det digitale rum
  • Drøftelse til skole hjem samtaler af barnets trivsel, relationer og handlemuligheder.

 

 

Indsats på forældreniveau

 

  • Bakker op om skolens arbejde med trivsel ved at tale respektfuldt om skolen, dens ansatte, andre elever og forældre.
  • Møder op til skolens møder og arrangementer.
  • Afholder sammen med andre forældre arrangementer med fokus på trivslen i den enkelte klasse hele skoleforløbet igennem.
  • Taler med vores børn om, hvordan de har det i skolen og kontakter klasseteamet ved bekymringer.
  • Interesserer os for hvilke digitale fora vores børn agerer i og forholder os til vores børns færden på nettet.
  • Taler med vores børn om, hvordan de bruger sociale medier.
  • Taler med vores børn om, hvor de kan søge hjælp og støtte hos en voksen, de har tillid til, hvis de oplever mobning eller ensomhed.

 

Indsats på elevråds- Rettighedsrådsniveau

 

  • Løbende drøftelse af Antimobbestrategi med henblik på revidering af samme.
  • Udarbejdelse af ”Margretheskolen – vores skole” med forventninger til personale, forældre og elever.

 

 

Link til den centrale klageinstans https://dcum.dk/grundskole/klageinstans-mod-mobning-grundskole